Det danske marked for let industri og logistik (LI&L) er kendetegnet ved moderat tomgang, robuste lejeniveauer og stabil investoraktivitet. Region Hovedstaden og Midtjylland står for hovedparten af transaktionsaktiviteten. Internationale investorer viser interesse for LI&L i Region Hovedstaden, men er begrænset af et snævert udbud og konkurrence fra øvrige europæiske LI&L-markeder. Pipeline for nybyggeri i segmentet er på 600.000 m² årligt frem mod 2028, hvor to tredjedele opføres som brugerejendomme.
Stor international interesse trods få handler
Transaktionsvolumen for LI&L ligger i 2026 til dato på et lavere niveau sammenlignet med 2024 og 2025. Danske investorer har i 2026 stået for ca. 81% af transaktionsvolumen i segmentet, mens de resterende handler er gennemført af internationale investorer. Internationale investorer udviser stor appetit på opkøb i Region Hovedstaden, men har svært ved at finde relevante udbud. LI&L-segmentets andel af transaktionsvolumen toppede i 2024, hvor segmentet udgjorde næsten 25% af den samlede transaktionsvolume. I 2026 er andelen faldet til under 10%.
Pipeline med overvægt af brugerejendomme
Der er en stabil byggeaktivitet i LI&L-segmentet frem mod 2028. De mest markante byggerier er projekter for Novo Nordisk, Fujifilm Diosynth Biotechnologies og Everllence, som er i størrelsen 50.000-75.000 m².
En stor del af nybyggeriet opføres til virksomheders eget brug, herunder Novo Nordisk og Fujifilm, og tilhører dermed ikke det tilgængelige udlejningsmarked, mens øvrige projekter udvikles med henblik på udlejning.
Store enkeltprojekter driver byggeriet
LI&L nybyggeriet har været højt de seneste år, men med betydelige udsving fra år til år og geografisk. En væsentlig årsag til udsvingene er de store lager- og industribyggerier for Novo Nordisk, som udgør en betydelig del af nybyggeriet. Nybyggeriet toppede i 2023-2025, hvor der især blev bygget i Region Syddanmark. Pipelinen for 2026-2028 peger på et lavere aktivitetsniveau, særligt i 2027, hvor aktiviteten i hovedstadsområdet forventes at tage et dyk.
