Ofte tilsmiler lykken den modige
Den vedvarende makroøkonomiske usikkerhed har medført en betydeligt lavere transaktionsaktivitet i 2023. Ejendomsmarkedet er konjunkturfølsomt, og jo større udsving, der er i økonomien, desto længere tid vil tilpasningen typisk tage. Der er ingen, som med sikkerhed ved, hvor renteniveauet på sigt vil stabilisere sig, men vores foreløbige vurdering er, at vi skal indstille os på den nye rentevirkelighed i en længere periode fremover. Med de mange risikoscenarier, holder investorerne naturligt igen, og sælgerne har ikke travlt med at sælge.
Begyndende tegn på et bedre marked
Ejendomsmarkedet higer i høj grad efter stabilitet og gennemskuelighed, og vi befinder os i en tid med mere stilstand, end vi har set længe. Den stadigt mere udbredte opfattelse er, at vi er igennem den værste del af inflationscyklussen, og lige nu venter vi utålmodigt på, at tilpasningen af aktivpriserne på tværs af ejendomssegmenterne begynder at finde et niveau.
Ingen har lyst til at løbe risikoen for tab, men man må huske på, at lykken ofte tilsmiler den modige, og historien viser, at handler gennemført i udfordrende tider har givet et bedre afkast i det lange løb.
Jacob Lund, CEO, Partner, MDE i Savills Danmark
.jpg)
(1).jpg)